Jeg gjorde det. Efter halvandet år i fem stabelkasser i kælderen blev min cd-samling båret frem i lyset, og én cd ad gangen holdt frem for tre personer, der hver især glædeligt tog imod den ene efter den anden musikfyldte plasticskive. De tre personer var en nær ven, min bror samt min kæreste, og jeg ved at de alle vil værdsætte deres del af den samling, som jeg i omkring femten år omhyggeligt har udvalgt, digitaliseret, arkiveret, præsenteret og selvfølgelig lyttet intenst til. Jeg har længe undret mig over hvorfor nogle ting bare er sværere at skille sig af med end andre, selvom jeg dybest set meget gerne vil det, så det vil jeg prøve at grave lidt i.
Men først, hvorfor samler vi overhovedet? Jeg tror ikke jeg kender særligt mange mennesker der ikke samler på et eller andet. Jeg selv har været omkring nøgler, frimærker, smølfefigurer, Magic-kort, glansbilleder, brevpapir, caps (de der diske der skulle kastes mod hinanden for at vinde dem) og utallige andre ting mere eller mindre ubrugelige ting. Og altså også cd’er. Sidstnævnte har med en bred margen været den mest vedholdende og fornøjelige. Jeg har samlet på musik lige siden jeg i mine spæde teenageår fik øjnene op for, at der var så meget andet tilgængeligt end det der lige var i radioen. Så mange genrer og tilhørende følelser at udforske, det var vidunderligt.
Da jeg startede var det mest praktiske og udbredte format cd’er, og selvom mp3 & co. kom kort efter, var det cd’erne der blev hængende. Jeg kunne li’ at se min samling vokse, og jeg syntes de pyntede i de større og større cd-tårne jeg anskaffede mig til at holde på dem. Der var dog især tre ting denne samling faciliterede.
For det første lagde jeg en stor del af min identitet i samlingen. Jeg er stadig af den overbevisning, at den musik man lytter til siger en del om personen. Jeg var stolt af at præsentere min samling til andres skue, så de kunne få et indtryk af hvem jeg var. Det var da også ofte cd’erne der var det første der blev nøje undersøgt, når nye mennesker blev introduceret til mit hjem (eller dengang, mit værelse).
For det andet er der det sociale aspekt; den venskabelighed der opbyggedes, når vi snakkede om det nykøbte album (eller det der skulle købes så snart der var råd), når vi kiggede igennem stakkevis af brugte cd’er hos den lokale pladepusher eller online i jagten efter det gode fund, og når vi til en fest rodede cd-bunken igennem og diskuterede hvad der skulle på som det næste, så der virkelig kunne sættes gang i den.
For det tredje var der det sentimentale: de ofte stærke følelser og minder der kunne frembringes ved blot at betragte en cd i hånden, før den røg på anlægget og jeg kunne drømme mig tilbage hvis jeg havde lyst til det.
Men hvorfor i alverden har jeg så valgt at skille mig af med samlingen? Fordi der var noget der gik op for mig: Det handler jo ikke om plasticskiverne, men den musik jeg kan høre fra dem. Det er selvfølgelig åbenlyst når jeg tænker over det nu, men det har taget mig lang tid at komme hertil. Jeg har ikke mistet min identitet fordi jeg ikke længere ejer disse ting. Jeg kan stadig samles med andre mennesker om musik, men nu er det ved at lytte sammen, være til koncerter sammen, snakke om det og selv skabe det sammen, ligesom det i øvrigt altid har været. Og jeg kan stadig tage en tur down memory lane ved at sætte en gammel plade på og skråle med.
Til gengæld sparer jeg enorme mængder tid og penge på ikke at anskaffe mig disse fysiske repræsentationer af rytmisk lyd. Jeg sparer plads i stuen til i stedet at hænge et billede op, eller bare have mere luft der kan fyldes ud med den lækre lyd fra højtalerne. Til min overraskelse lytter jeg nu til mere ny musik end nogensinde før, takket være tag-selv-bordet der hedder Apple Music, Spotify og resten af dem.
Det var dog overraskende hårdt at give dem væk, fordi det føltes som om jeg skulle give slip på noget der betød og stadig betyder utrolig meget for mig. Det hjalp at det var til mennesker jeg holder meget af, og allerede efter en god nats søvn var tristessen mestendels overstået. Jeg har dog en tilståelse. Der står stadig en halv kasse med plasticalbums ved siden af mig, som jeg stadig ikke helt kan få mig selv til at give væk. Jeg tror dog det er et spørgsmål om tid, for jeg bruger dem aldrig og kan alligevel høre musikken lige så ofte jeg har lyst — og det er jo det det i sidste ende handler om.