Jeg kan godt li’ de fleste af mine ting. Eksempelvis: mine grydeskeer af oliventræ, der siger en dejlig lyd når de hver især kommer tilbage i redskabskrukken; min øloplukker, som har et dejligt simpelt design af metal og træ; de marmeladeglas jeg har gemt som jeg bruger som spøjse drikkeglas; guitaren, der kan få hele rummet til at give genlyd af strengenes vibrationer. Er du i tvivl om du stadig er på en blog om minimalisme? Frygt ej, det er du. 😉
En af de største misforståelser om minimalisme (ifølge mig) er, at man skal skille sig af med så mange af sine ting som muligt, og ikke må bryde sig om de ejendele man har. Det synes jeg ikke er rigtigt, men jeg kan godt forstå hvorfor nogle har den opfattelse. Der findes hele bøger om emnet, men lad mig prøve at udforske det lidt.
Der er ingen tvivl om at jeg for en tre-fire år siden ejede langt flere ting end jeg gør nu. Mange flere. Dengang havde jeg lige brugt mange weekender over et år på at tømme min fars gamle hus (som jeg har skrevet om tidligere), og selvfølgelig beholdt mange af tingene derfra. Kort efter lykkedes det min bror og mig at sælge huset, og jeg tog efterfølgende på et udlandssemester i England, som en del af min uddannelse. Der boede jeg på et lille, sparsomt møbleret værelse i et rækkehus, og de ejendele jeg havde med derover var dem jeg kunne få med på flyet. Da jeg skulle hjem til Danmark igen havde jeg dog akkumuleret en masse ekstra ting. Mange af dem var praktiske genstande, som håndklæder og en bademåtte, men også en del bøger, cd’er og diverse andet. Min overordnede tanke ved pakningen til hjemturen var at “det kan jeg sikkert få brug for”. Det endte med at koste mig 3000 kr. at få dem fragtet til Danmark i fem tunge pakker, der møjsommeligt blev slæbt hen på det lille posthus i nærheden.
Tilbage i Danmark flyttede jeg i en ny, lidt mindre lejlighed end tidligere. To kvadratiske værelser havde jeg nu, et lille soveværelse og en identisk stue. Efter flytningen var soveværelset propfyldt med ting der ikke var kommet på plads endnu. Fordi alting var ude hvor jeg kunne se det, slog det mig hvor meget der var. Jeg begyndte at rydde lidt op og ud, men det var først da jeg fandt Francine Jays bog The Joy of Less at det for alvor tog fat. Hvad jeg læste klikkede bare med mig, og en rejse ind i minimalisme og en tilværelse med færre ejendele var startet, med oprydning til de tidlige morgentimer til følge. Det var befriende!
Da jeg først havde indset hvor meget tøj, hvor mange køkkensager, hvor mange dimser og dingenoter var overflødige, kunne det næsten ikke gå hurtigt nok med at komme af med det. Jeg kunne heller ikke lade være med at fortælle alle og enhver der ville lytte om oplevelserne med at komme af med ting. Deraf lærte jeg to meget vigtige ting:
For hvad der fra eget perspektiv føles som en befriende oprydning kan for andre se ud som en unødvendig og nærmest manisk udsmidningsproces. I en verden der ofte drejer sig om akkumulering tror jeg det modsatte kan virke unormalt, mærkeligt, måske endda lidt skræmmende. Det bryder nogle konventioner om hvordan livet skal leves, og sætter spørgsmålstegn ved en købs- og forbrugskultur vi alle mere eller mindre er en del af. Det kan opfattes som kritik af hvordan andre lever livet, så en forsvarsposition indtages over for denne trussel af éns livsstil.
Det er på en måde også okay. Det er jo på mange måder også et opgør med denne kultur af konsumering, men der er ingen der bliver tvunget til noget. Jeg revurderer af egen fri vilje. Jeg vil selvfølgelig gerne forblive på talefod med dem jeg kender, og ikke forsøge at få dem til at gøre noget de ikke har lyst til, ej heller kritisere deres livsstil. Jeg ændrer blot min egen til hvad jeg tror er en bedre. Nu ser mit hjem udefra måske mere tomt ud, mens jeg føler mig mere fri i min egen stue. Jeg er blevet et gladere menneske fordi jeg har fået ryddet ud.
Men hvad er det så jeg beholder, og hvad er det jeg ikke gør? Og hvorfor?
Jeg er kommet frem til et slags vejledende tankesæt, der kan hjælpe mig med at holde mit hjem og mit materielle liv sådan som jeg gerne vil ha’ det. Det er på ingen måde en komplet liste, men mere nogle ting jeg tænker over hvis jeg er i gang med at rydde op i et skab eller en skuffe. Den grundlæggende præmis er, at mangel på en ting, altså plads, luft, frihed for fysiske ejendele, er noget værd. At når noget ikke længere er der skal det ikke længere tænkes over, afstøves, vedligeholdes, ses på, præsenteres eller overvejes, og at det gør plads til andre, vigtigere ting, fysiske eller ej. Det giver mig fokus.
Noget af det jeg tænker over er:
Der er et eller andet meget tilfredsstillende over at identificere noget, der egentlig sagtens kan undværes, også selvom jeg altid har troet jeg bare skulle bruge og eje det. Det kan godt være det er lidt underligt at skille sig af med det i starten (“hvad nu hvis jeg får brug for det?”), men efter et stykke tid, hvor livet går videre uden, føles det nærmest underligt overhovedet at have været bekymret. Og efter at have prøvet den proces et par gange bliver det mindre og mindre opsigtvækkende, og til sidst bare en vane.
Dette har jeg gjort i mange omgange. Først røg nogle få ting, så lidt flere, så også den der dims jeg egentlig ikke skulle bruge… Til sidst er jeg endt et sted hvor jeg stiller mig selv de spørgsmål inden jeg overhovedet køber noget nyt, for at beholde min tilværelse præcis som jeg vil have den.
Som du, kære læser, nok kan fornemme, er emnet “ejendele” et stort et, og jeg er på ingen måde kommet omkring alle mine tanker om det i denne lille blogpost. Jeg har kradset lidt i overfladen og forsøgt at give en introduktion til dette syn på fysiske ting, men det er først i endnu uskrevne blogindlæg jeg vil gå i dybden med enkelte aspekter af sagen. Så jeg håber du vil følge med og give dit besyv med hen ad vejen. Indtil da vil jeg takke for opmærksomheden.